Du ved sikkert godt, hvordan din virksomhed skal drives i morgen. Men ved du også, hvor den skal være om tre eller måske fem år?
Som ejerleder er det let at blive optaget af hverdagen. Kunder skal passes. Medarbejdere skal ledes. Tilbud skal afgives. Problemer skal løses. Og økonomien skal hænge sammen. Det går stærkt – og måske går det også ganske godt.
Men indimellem er det værd at løfte blikket fra driften og kigge lidt frem. Hvor skal væksten komme fra de kommende år? Hvilke kunder vil du gerne have flere af? Er der forretningsområder, du skal satse mere på – og andre, du måske skal sige farvel til? Skal virksomheden vokse, konsolideres eller gøres mindre afhængig af dig? Og måske det vigtigste spørgsmål: Hvad vil du egentlig med din virksomhed?
En klar retning handler ikke nødvendigvis om store strategiplaner, flotte PowerPoints eller lange analyser. Det handler om at træffe nogle bevidste valg. Om at beslutte, hvad virksomheden skal være god til. Hvem den skal skabe værdi for. Hvor den skal udvikle sig. Og lige så vigtigt: hvad den som en konsekvens heraf, så ikke skal bruge kræfter på.
Her kan et blik udefra gøre en forskel. Jeg hjælper ejerledere med at løfte sig ud af den daglige drift for en stund, udfordre de vante forestillinger og få sat ord på ambitionerne for virksomheden. Sammen undersøger vi mulighederne, stiller spørgsmålene og træffer de nødvendige valg. Og vi omsætter dem til en retning, som både du og dine medarbejdere kan forstå og handle efter. Det skaber ro.
En strategi behøver ikke være kompliceret. Men den skal være tydelig. For når du ved, hvor du vil hen, bliver det også lettere at beslutte, hvad du skal gøre i morgen.
